Uddrag af bogens kapitler:

Peter Olesen

En charmerende og stemningsfuld rodebutik

Hærens egen kirkegård er pudsigt nok helt umilitaristisk og fuldstændig blottet for normal militær orden med rækker og geled. Faktisk kan man sagtens miste orienteringen og næsten blive væk på den intime Garnisons Kirkegård, hvor der virkelig er noget at fordybe sig i. Garnisons Kirkegård er nok den mest indeklemte og pudsigt omkransede kirkegård, jeg kan komme i tanke om nogensinde at have oplevet.

Der er meget langt fra den traditionsrige, hvide kirkegårdsmur rundt om vores typiske, danske landsbykirke – til ”muren” omkring kirkegården på Østerbro, tæt ved den gamle Øster Port og den nuværende Østerport Station.

Bevar os, vi har før set kirkegårde midt i en by, men efter danske forhold er det sjældent at opleve omgivelserne i den grad mave sig ind på en kirkegård og nærmest direkte trænge sig ind på livet af den.

Når man befinder sig på Garnisons Kirkegård, kan man prøve at drømme sig godt 330 år tilbage og forestille sig stedet som strandareal og strandeng liggende ned til den strand der i dag er Frihavnen nedenfor baneterrænet – og tæt ved det militære forsvarsanlæg, vi kender som Kastellet.

 

Eva de la Fuente Pedersen

Kunstens have

Et af Garnisons Kirkegårds mest særprægede gravminder er ikke rejst over en militærperson eller over en af borgerskabets fremtrædende mænd.

Det er rejst over Rasmus Clausen også kaldet Gårdmissionær Clausen. Han var en kendt skikkelse i det københavnske gadeliv. Efter at have mistet sin unge kone og deres nyfødte barn, var han i begyndelsen af 1880erne flyttet til hovedstaden.

Han opgav en sikker tilværelse som proprietær på Lolland for at vie sit liv til forkyndelsen. Som medlem af Indre Mission vandrede han fra baggård til baggård i et københavnermiljø, hvor prostitution, vold og druk hørte til dagens orden. Han døde Kristi Himmelfartsdags morgen 1904, og ugen efter gik et stort ligfølge i procession fra Sankt Andreas Kirke til Garnisons Kirkegård.

Gårdmissionæren er portrætteret i halvfigur i naturlig størrelse. Hans blik er intenst, næsten manisk, mens han prædiker ud fra Biblen, som han har i sin venstre hånd.

Broncefiguren er skråt afskåret forneden og indsat i en stor groft tilhugget granitblok. Foroven læses en indhugget indskrift, som i dag er svær at læse, fordi den i mange år ikke har været opmalet: ”PS 23”.

Slår man op i den nye bibeloversættelse på Salmernes Bog, starter salme 23 med ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. I en ældre udgave lyder verset mere poetisk: ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”.

Historie og militære biografier af Jesper Gram-Andersen

Olaf Rye generalmajor (1791 – 1849)

Olaf Rye hørte til en gammel norsk officersslægt. Han blev norsk landkadet i 1804 og deltog i en strandvagt mod englænderne og i småtræfninger mod svenskerne. Sammen med to af sine  regimentskammerater fra Telemarkske Infanteriregiment, Frederik Adolf Schleppegrell og Hans Helgesen, nægtede han at aflægge ed til den svenske konge, efter at Norge var tvunget ind under Sverige. Rye afgik derfor i 1814 som premierløjtnant, og efter en kort krigstjeneste i den preussiske hær meldte han sig i 1815 til den danske okkupationsstyrke i det nordlige Frankrig.

I næsten en menneskealder levede han derpå i fæstningsbyen Rendsborg, hvor adspredelserne bød på hans yndlingsbeskæftigelser: Jagt, ridning og anden idræt. Med hærordningen af 1842 begyndte et nyt afsnit i Ryes liv. Samme år forfremmedes han til oberstløjtnant og blev forflyttet til København som chef for 1. Linie Infanteri Bataillon (nu Danske Livregiment).

Under 1. Slesvigske Krig udmærkede Olaf Rye sig ved sin føring af bataljonen under de indledende slag mod slesvig-holstenerne ved Bov og Den Preussiske Garde ved Slesvig 1848. Den 29. april forfremmedes han til oberst og blev kommandør for 3. Brigade , som han førte i ilden for første gang ved Nybøl og derefter i Slaget ved Dybbøl den 5. juni.

Ved felttogets begyndelse i 1849 blev han generalmajor og stod som chef for 5. Brigade ved den jyske grænse til hertugdømmet Slesvig. Efter den uheldige kamp om Kolding tildeltes general Rye den særlige opgave at føre henholdende kamp op i Jylland med det formål at lokke de tyske forbundstropper så langt mod nord som muligt.

 

Historie og civile biografier af Gitte Kjær

Casper J. Boye sognepræst og salmedigter (1791 – 1853)

Sognepræst og salmedigter C. J. Boye nåede kun at være sognepræst ved Garnisons Kirke fra 1847 – 1853, inden han døde af kolera, men han efterlod sig et smukt minde.

C. J. Boye voksede op i Trondheim, hvor faderen var rektor. Han blev student og senere cand. theol. i København. Kort efter skrev han ”Digte”, og inden han gik over i præstegerningen fulgte en række tragedier med historiske emner, som ”Conradin”, ”Jutta, Dronning af Danmark”, ”Svend Grathe” m. fl. Ud over skuespil skrev han også tekster til musik, for eksempel til ”Elisa” og nogle værker af Kuhlau, som han oversatte fra tysk.

Hans digterliv falder i en skarpt adskilt verdslig og gejstlig part: skuespil og salmer, inden og efter han blev præst. Af hensyn til sin menighed anmodede han teaterdirektionen om, at hans navn ved fremtidige opførelser af hans værker ”måtte blive udeladt af bekendtgørelserne både i aviser og på plakaten”.

I 1826 blev han sognepræst i Søllerød, senere præst ved St. Olai Kirke i Helsingør og i 1847 ved Garnisons Kirke. Fra denne periode stammer – foruden nogle lejlighedsdigte – en rig samling religiøs poesi, udgivet fra 1833 til året efter hans død.